|
Med udrulningen og markedsføringen af en helt ny produktserie af høreapparater, forsøger den danske høreapparatkoncern William Demant at skrue yderligere op for vækstambitionerne for omsætningen og indtjeningen. Alt sammen som et led i bestræbelserne på at holde trit med den schweiziske ærkerival Sonova, der har vist imponerende regnskabstal de seneste år. Tal, der foreløbigt har cementeret Sonovas position som branchens nummer et.
Når William Demant torsdag offentliggør sit årsregnskab for 2009 er det derfor især forventningerne til salget af den nye højpris-produktserie Oticon Agil og koncernens samlede forventninger til 2010, der vil være i fokus. Forventningerne vil indikere, om William Demant begynder at hale ind på Sonovas netop opjusterede forventninger om en organisk vækst på 17-18 pct. mod tidligere 13-15 pct. samt en EBITA-margin på "omkring 28 pct." mod tidligere 27-28 pct. Væksttal, som ingen andre, og altså heller ikke William Demant, hidtil har kunnet matche.
Ifølge analytiker Jacob Thrane fra Standard & Poor's Equity Research er der ingen tvivl om, at Sonova står stærkest lige nu - og den position bliver svær at matche for Smørum-baserede William Demant.
- William Demant har en EBIT-margin på omkring 21-22 pct., så der er ingen tvivl om, at Sonova er i en klasse for sig. Det er jo en markant forskel, for ikke alene er det en seks-syv procentpoint, men hvis du regner det relativt ud, er det 30 pct. over. Så det er helt klart, at der skal ret meget til, førend William kan komme op og nappe til Sonova, siger Jacob Thrane til RB-Børsen.
Høreapparatbranchen blev især i sidste del af 2008 og et stykke ind i 2009 ramt af den globale konjunkturnedgang. Men som regnskabstallene fra en tredje konkurrent GN Store Nord for nyligt indikerede, er branchen ved at være tilbage på normaliserede salgsniveauer. Derfor vil der formentlig også være positive forventninger i vente, når William Demant offentliggør sine forventninger til 2010.
Analytikere adspurgt af RB-Børsen venter, at William Demant i indeværende år kan øge omsætningen med godt 8 pct. fra en anslået omsætning i 2009 på 5,6 mia. kr. Til gengæld ventes en vækst i driftsindtjeningen (EBIT) på knap 15 pct. i indeværende regnskabsår mod estimerede 1185 mio. kr. sidste år. Dermed er der også lagt op til en stigning i EBIT-marginen i 2010, der ventes at ligge på den gode side af 22 pct. ifølge ti analytikerestimater, RB-Børsen har indsamlet.
Men på trods af udsigten til indtjeningsmæssig fremgang i år, så skal investorerne ikke regne med yderligere kursstigninger til WDH-aktien, der siden bunden for et år siden et steget med knap 134 pct. Til sammenligning er Nasdaq OMXC20-indekset i samme periode "kun" steget 74 pct.
Ifølge Jacob Thrane er det påfaldende, at William Demant p.t. handles på en højere P/E-værdi end Sonova.
- Der må ligge andet end fundamental analyse bag kursstigningen. Folk må ganske enkelt handle på momentum i aktien, for jeg kan ikke få øje på, hvad der skulle kunne drive aktien til de stigninger, vi har set, siger Jacob Thrane.
Og noget tyder på, at de fleste af Thranes analytikerkolleger giver ham ret. I hvert fald er der kun en ud af ti analytikere i RB-Børsens rundspørge, der anbefaler "køb", to analytikere har neutrale anbefalinger, mens et flertal på syv analytikere har salgsanbefalinger af aktien.
#
WDH
Estimater for Helår 2009 (Op til 10 estimater)
mio. kr. Median Gns. Lav/Høj Std.afv. Helår 2008
Nettoomsætning 5646 5638 5595/5676 0,5% 5374
EBIT 1185 1180 1149/1211 1,6% 1042
Resultat før skat 1087 1084 1044/1119 1,8% 903
Nettoresultat 815 815 783/839 1,9% 682
Estimater for 2010 (Op til 10 estimater)
mio. kr. Median Gns. Lav/Høj Std.afv.
Nettoomsætning 6090 6126 5862/6550 3,2%
EBIT 1362 1377 1290/1546 5,7%
Resultat før skat 1275 1300 1196/1480 6,1%
Nettoresultat 956 977 900/1125 6,4%
Estimater for 2011 (Op til 10 estimater)
mio. kr. Median Gns. Lav/Høj Std.afv.
Nettoomsætning 6469 6596 6270/7071 4,5%
EBIT 1567 1555 1371/1729 7,6%
Resultat før skat 1511 1507 1334/1714 8,2%
Nettoresultat 1133 1133 1000/1303 8,4%
Rating Sælg Hold Køb
Antal 7 2 1
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk ) |